Rygeost
(Dette er en af de eneste opskrifter jeg endnu ikke har prøvet selv, men flere andre har givet udtryk for, at den bliver rigtig god)
Hæld 2 liter sødmælk i et fad sammen med 2 1/2 dl kærnemæl og 3 dl piskefløde og stil blandingen lunt i 1 døgn.
Skær et kors i den stivnede mælkeblanding og hæld 3 – 4 dl kogende vand i korset. Hæld forsigtigt vandet fra og kom ostemassen i et klæde i en sigte. Smag til med lidt salt. Stil ostemassen koldt og ladvallen løbe fra.
Kom halm (helst havre-halm)i en metal-spand, sæt ild til, dæk med et lag brændenælder og læg et låg, der knap dækker, over, så der bliver en god røgudvikling. Kom ostemassen i en trådsigte. Fjern låget fra spanden og hæng sigten over spanden i nogle minutter, til osten er gylden. Vend osten ud på et fad og drys med kommen.
Rygeost Salat (Sommersalat)
200 g rygeost
2 dl cremefraiche 18%
1 tsk groft salt og friskkværnet peber
1/2 agurk
1 bundt radiser
1 bundt purløg
Rør rygeost og cremefraiche sammen og smag til med salt og peber. Skær agurk i terninger, radiser i skiver og klip purløg fint. Vend grønsagerne i salaten. Pynt med klippet purløg. Spises med rugbrød eller knækbrød.
Svigermors Appelsinmarmelade
5 – 6 appelsiner (ca. 1 kg)
1 citron
5 dl vand
500 g sukker
2 tsk geleringspulver + 2 tsk sukker
Appelsiner og citroner vaskes og skrælles med kartoffelskræller.
Skrællens kæres i fine strimler (evt. på food-processor).
Strimlerne koges i vandet i 15 min.
De hvide hinder fjernes fra frugtkødet, som skæres i småstykker. Kommes i gryden med strimlerne. Koges under låg i ca. 1/2 time.
Sukkeret tilsættes og alt koger videre 25 – 30 minutter uden låg.
Geleringspulver og sukker blandes og drysses i under omrøring. Koger ca. 2 min.
Fyldes på glas.
Waldorff Salat
3 1/2 dl cremefraiche (evt. halvt 18 % og halvt 38 %)
1 – 2 spsk sukker
1/4 tsk groft salt
3 – 4 stilke bladselleri
300 g grønne druer
2 spiseæbler
50 g valnøddekerner
Smag cremefraiche til med sukker og salt. Rens bladselleristilkene og skær dem på tværs i tynde strimler. Halvér druerne og fjern kernerne. Skær æblerne i terninger. Tag lidt valnøddekerner fra til pynt. Hak resten groft. Bland fyldet i dressingen. Lad salaten stå koldt til serveringen. Anret og pynt salaten.
Tzaziki (græsk agurkesalat)
Tag et lille bæger yoghurt naturel og hæld det i et kaffefilter (f.eks. i en tragt), stil det i køleskabet og lad vallen dryppe af (tager som regel et par timer – valenne kan du bruge til brødbagning i stedet for vand/mælk)
Rør 1-2 fed presset hvidløg, et nip salt og et drys peber i.
Herefter røres 1/2 – 1 agurk i.
Det er nok lidt et temperamentsspørgsmål, om du vil bruge agurk i tern, i tynde skiver eller revet. Det er en god idé, at duppe evt. overskydende agurkesaft af, inden det blandes i yoghurten, da den ellers kan blive lidt for tynd i konsistensen.
Hvis tzaziki’en skal stå, inden den serveres, så husk at røre i den, inden du stiller den på bordet – den kan godt stå og skille lidt.